Historien om VOR TIDS MUSIK
Beskrivelse: Tolvtonemusik, Fluxus, avantgarde, båndmusik, elektrofoni, konkret musik...
Mange mennesker har hørt de sære navne på de moderne tiltag i kunsten i sidste halvdel af 1900-tallet. Og man forbinder dem ofte med begivenheder, som har meget lidt med den klassiske kunst og musik at gøre: oversavning af et klaver, abstrakt maleri, happenings, mærkelige lyde m.v. Mange mennesker tog afstand fra disse ekstreme udtryk, men i radioens udsendelser Vor Tids Musik, Resonans, Ny Musik og diverse koncerter kunne man følge med i, hvad der skete i den nye musik.
Bogens forfatter, Mogens Andersen (1929-2008), var musikchef i Danmarks Radio 1967-1986, og det var ham, der var øverste ansvarlige for prioriteringen af den "klassiske" musik i radio og tv. Herunder sorterede "den ny musik", og på det område skete der særlig meget i de år, og bølgerne gik højt i den offentlige debat. I denne bog fortæller Mogens Andersen om musikken i radio og tv og det er en førstehåndsberetning, for Mogens Andersen var med fra første færd. Der er dokumentation for det hele, og denne del af århundredets danske musikhistorie får en helt ny dimension.
Bogen ledsager et kæmpemæssigt dokumentationsmateriale på 700 dvd´er og cd´er, som indeholder så godt som samtlige udsendelser med ny musik i radio og tv. Hertil kommer et undervisningsmateriale, som skal hjælpe brugere af stoffet til at orientere sig i og anvende det spændende emne og store materiale.
Bogen er et bidrag til dansk musik-, kultur- og mediehistorie og henvender sig til særligt musikinteresserede - alment og inden for videregående undervisning og forskning og kan købes hos www.noder.dk.
Siden 2008 har cand.mag. Agneta Mei Hytten været forskningsleder for kulturarvsprojektet Danmarks Radio og den ny musik efter Anden Verdenskrig/Historien om Vor tids musik initieret af Mogens Andersen i 1999 og via fundraising fået udgivet bogen posthumt i 2009 og efterfølgende udarbejdet en undervisningsportal offentliggjort i 2014-2016.
Dette arbejde fuldfører projektets oprindelige vision: at formidle kulturarv til almenheden i 3 led:
1) bogudgivelsen Historien om Vor tids musik af Mogens Andersen
2) over 700 radio og -tv udsendelser på cd og dvd - dokumentationsmaterialer til gennemsyn på biblioteker, i dag er det også muligt at streame udsendelserne online
3) undervisningsmateriale og formidling af forskningsprojekt
Kontakt: cand. mag. Agneta Mei Hytten, Musica Art, +45 23303108.